Pedersen & Nielsen Randers støtter freeskieren Thomas Trads i kampen om OL-billet

Pedersen & Nielsen Automobilforretning i Randers er sponsor for den danske freeskier Thomas Trads, der i disse måneder kæmper om at få en plads ved vinter-OL i Sydkorea, som begynder i februar 2018.

22-årige Thomas Trads har ét stort mål foran sig: Vinter-OL i Sydkorea, og Pedersen & Nielsen Randers støtter den danske freeskier i kampen om at nå sin målsætning. Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S i Randers er autoriseret bilforhandler og servicecenter med mærkerne Volvo, Ford, KIA, Renault og Fiat.

Den danske freeskier er nu kørende i en helt ny Volvo V90 Cross Country. Volvo er premium-mærket hos Pedersen & Nielsen – og samtidig et mærke, der harmonerer perfekt med skisport.

- Thomas er et af Danmarks største talenter indenfor skisport, og vi vil gerne støtte ham i kampen om en plads ved OL. Derudover passer skisport godt ind i Volvos profil med V90 Cross Country-modellen, og Volvo er i forvejen aktiv inden for skisport, blandt andet som sponsor for Den Danske Skiskole, fortæller forretningschef hos Pedersen & Nielsen Randers, Jan Kronborg Madsen.

Thomas Trads (tv) har netop fået udleveret sin sponsorbil, en Volvo V90 Cross
Country, af forretningschef hos Pedersen & Nielsen i Randers, Jan Kronborg Madsen (th).


Den aarhusianske skiløber er specialiseret i disciplinen slopestyle, og for at kvalificere sig til OL skal Thomas Trads blandt andet opnå en top-30 placering ved et World Cup. Foruden dette skal han også være bedre end de andre udøvere fra mindre skisportsnationer samt have minimum 50 FIS-point, som opnås gennem gode placeringer i turneringer.


Først i slutningen af januar får Thomas Trads besked om, hvorvidt OL-billetten er i hus. Inden da venter en intens periode med fire World Cups i Østrig, Frankrig og USA.

Med konkurrencer og træningsture i flere forskellige lande er det vigtigt for freeskieren at kunne komme ubesværet frem og tilbage.

-  Aftalen med Pedersen & Nielsen giver mig mulighed for at køre til nogle konkurrencer, og det giver mig en stor frihed. Jeg kan køre fra det ene skisportssted til det andet og spare en masse tid. Nu hvor jeg har en Volvo firehjulstrækker, er der ikke nogle destinationer, der ikke er til at nå, og samtidig giver det mig en tryghed om, at jeg kan nå sikkert frem, siger det 22-årige skisportstalent.

Thomas Trads har allerede sat gps’en mod Alperne og det næste World Cup.